At "rede" firmaet

Jeg er lidt af en bundskraber i dag.
Så træt så træt så træt.
Det er faktisk hårdere at være super-woman end man skulle tro.

Kl halv 3 i nat, ville jeg lige ned og hente noget smør, og måske et pølsehorn + et par te-boller i bageriet.
Jeg kommer ind i baggården, og ind til et komplet mørklagt bageri.
PANIK.DK
Min far burde være begyndt kl 01:20 der nede. Men der er mørkt,lukket,slukket.
Tomt.

Jeg ringer til i min far, der er intet svar.
Efter at jeg har ringet non-stop i omkring 5 min på både mobil og fastnet, tager far endelig telefonen.
Han havde ikke hørt alarmen.

Hu-hej og vilde kaniner.

Han siger han kommer så hurtigt han kan, og jeg begynder at tænde ovnene, tage dej ud, sætte op, alt det jeg kan finde ud af.
Totalt stress.
Men jeg kunne heldigvis tage hjem da Casper kom.

Jeg ved ikke hvordan de gjorder det, men på magisk vis, var alt brød klar da der blev åbnet kl 6.

Nålepude

Jeg har lige lavet mig en nålepude. bum.

Kunst

Jeg tjekkede liiige min postkasse, og se hvad jeg havde modtaget!

(for dem der ikke har været i min lejlighed, så er det det fantastiske billede i den sorte ramme)

Jeg syntes det passer så godt ind!
Og ja det ser ud som om alt hænger skævt, det gør det ikke, det er lejligheden der er skæv.

Kreativt indslag

I dag har jeg forvandlet det her:

Til det her:

sandt

"We are what we pretend to be, so we must be careful about what 

we pretend to be." 

Advarsel! Morgen-grimhed kan forekomme

Monse fløj med mig ind i soveværelset, da jeg vil ligge mig til at sove til middag(eller hun sad i mit hår), og jeg tænkte, det er sku hendes problem, så sad hun der på ledningen, jeg falder i søvn, jeg ligger og sove sødt og rart. 

Jeg vågner med et sæt, for Monse havde fundet i leg, jeg tror vi kalder den "bum, fugl i face".

Jeg tænkte lidt, ej jeg sover bare vider, men Monse havde andre ideer. Da hun sked mig i hovedet opgave jeg lige så stille

Kolaps

Indrømmet, jeg har ikke haft det godt psykisk på det sidste.
Dog havde jeg ikk regnet med det ville komme så langt "ud" som det gjorder i aftes.

Var ud ved farmor og se håndbold.
Jeg havde taget alopam inden jeg gik ud til hende, for det hele drillede.
Pludselig ud af den blå luft, rammer den.
Den kryber ind på mig, lammer mig.
Den tager over.
Alt går i sort.
Jeg vil ikke være nogle steder, jeg vil ikke være i min krop, jeg vil væk jeg vil ud.
Jeg føler jeg skal dø, men det enste jeg kan gøre, er at græde.
Farmor tager det hele i stiv arm, trøster mig, holder om mig, får mig så meget ned på jorderen at min hjerne begynder at kunne skubbe angsten væk.
Det er nok det værste angstanfald jeg har haft siden jeg flyttede hjemme fra, ja måske end i et helt år.

Jeg er komplet drænet nu, og tør ikke gå i seng. Hvis den nu skulle snige sig ind igen.